Hverdagen

Der er fart over feltet i Kirsebærhaven

Vi elsker at lege, løbe stærkt og kravle i træer, være kreative i små og mindre grupper, øve fagtesange og meget andet og så er vi i øvrigt ude i den friske luft hver dag - hele året rundt.

Herunder kan du blive klogere på dit barns hverdag og muligheder i Kirsebærhaven.

Barnet bedes afleveret inden kl. 9.00 med mindre andet er aftalt med personalet. Dette er for ikke at forstyrre børnenes daglige rutiner for meget. Husk altid at sige goddag og farvel til personalet ved aflevering og afhentning. Vi vil gerne have at du som forælder, tjekker dit barn ind på Ipad’en når I møder ind og tjekker ud når dagen slutter og I går hjem. Ipad’en er tilgængelig i alle grupperum og vi hjælper naturligvis til i starten. Hvis barnet bliver hentet af en anden end forældrene, skal vi have det at vide om morgen. Vi udleverer ikke barnet til nogen der ikke har fået lov til at hente.

 

 

Syge børn har bedst af at være hjemme

Vi modtager ikke syge børn i børnehuset Kirsebærhaven. Hvis barnet har feber, eller er sløj så det ikke kan følge en almindelig hverdag og deltage i vores aktiviteter, skal det barnet blive hjemme, til der atter er lyst til leg og sygdommen er væk. Det er hovedsagelig for barnets egen skyld, da der ikke er ressourcer til at passe syge børn, samt at det er meget krævende at være sammen med mange mennesker og i meget støj hvis man er utilpas.

Ferie til dit barn

Alle har brug for ferie - også jeres barn. Vi anbefaler at barnet holder ferie eller fridage samtidig med jer. Meld dit barns fridag på Aula eller giv personalet besked. Rigtig god ferie til dig og dit barn.

Lukkedage og fællespasning

Holbæk kommune har vedtaget et antal lukke dage om året. Der vil være mulighed for at melde sit barn til fællespasning i en af de åbne børnehuse i kommunen.

Ferier, lukkedage og fællespasning i Holbæk Kommune

I Kirsebærhaven hænger kost og bevægelse sammen 

Vores børnehus er indrettet huset således, at det ligger op til fysisk leg og bevægelse ude som inde, samt muligheder for at udfolde sig kreativ. Vi bestræber os på, at vi til dagligt tilbyder aktiviteter, der fysisk og sansemotorisk udfordrer børnene. Én gang om ugen kan hver stue benytte vores gymnastiksal, hvor der kan laves bevægelse gennem leg.  

Alle børnehavebørnene er ude at lege hver dag året rundt. Det kan være som et led i de planlagte aktiviteter eller den mere frie leg på legepladsen fra kl. 11.30 til 14.00.

Personalet har i samarbejde med forældre udarbejdet en kostpolitik. Helt overordnet prøver vi at minimere alt tilsat sukker, hvilket vil sige, at kage, is, slik m.m. kun sjældent tilbydes hos os. 
 

Duften af god hjemmelavet mad 

Vi har madordning i børnehuset, hvilket betyder, at vi hver dag får god hjemmelavet mad serveret - både det kolde og det varme. Vores ernæringsassistent Dorthe arbejder i huset, og det nyder vi godt af. Duftene fra køkkenet spreder sig rundt i huset og sætter gang i vores sanser, samt gør godt i vores maver. 
 

Det pædagogiske måltid 

Der tilbydes tre måltider i løbet af dagen. 

En lille formiddagssnak bestående af et knækbrød og nogle grønsager.

Frokost hvor der serveres rugbrød 2-3 gange om ugen, suppe eller grød en dag om ugen og så en varm ret. Vi tager højde for at der er noget for alle at spise men skulle det ske at et barn ikke kan lide dagens måltid, så vil der være et alternativ som typisk vil være rugbrød med smør. 

 

Vi ønsker at måltidet bliver en udviklende aktivitet. Derfor inddrages børnene mest muligt i borddækning, hentning af mad, man tager selv mad fra fadet til tallerken, samt oprydning efter spisning. Børnene er med i det omfang de kan, både før og efter maden. 

Inden hvert måltid vasker alle hænder. 

De voksne vurderer hvornår man starter på måltidet og der ventes ikke nødvendigvis på at alle har fået serveret deres mad. Vi opfordrer børnene til at smage på alle retterne. 
  

Kostpolitik for Børnehuset Kirsebærhaven 

I vores børnehus er der en klar sammenhæng mellem kost, bevægelse og søvn. Derfor har vi udarbejdet en overordnet kostpolitik for Kirsebærhaven. 

Overordnet politik 

  • Kosten følger kostrådene. 
  • Børnene lærer sunde kostvaner og lære at kunne træffe sunde valg. 
  • Der skabes grundlag for dialog med forældre og børn.
  • Forældrene og Kirsebærhaven er opmærksomme på, at børnene har brug for sund kost. 
  • Børnene lærer om kostens betydning og hvordan den kan påvirke kroppen. 

Vuggestuen og børnehaven 

Vi tilbyder havregryn, havregrød, cornflakes og rosiner til de børn der ikke kan nå at spise morgenmad hjemmefra. Hvis dit barn ønsker anden/egen morgenmad, beder vi jer om at have spist før I kommer. 

Skulle der være allergier eller andet, laves her særlige aftaler, og i øvrigt efter lægens skriftlig anvisning. 

Der må ikke deles slik, is og kage ud i hverdagene eller til fødselsdage. 

Dog vil der ved fællesarrangementer som vores årlige sommerfest, ved julens klippeklisterdag m.m. blive serveret sukkerholdige produkter, som f.eks. æbleskiver, sodavand, kage eller andet.

Vuggestuebørnene og de børnehavebørn som har behov for at sove til middag, vil blive lagt til at sove ca. kl. 11.30-12. De sover til de vågner, og typisk er sidste barn vågen igen omkring kl. 14. Børnehavebørnene sover sammen med vuggestuebørnene. De mindste vuggestuebørn sover i en barnevogn i vindfanget, og resten af vuggestuebørnene sover indenfor i køjesenge. Kirsebærhaven har både barnevogne, seler, senge og dyner til børnene. De mindste børn der har behov for at sove flere gange i løbet af dagen, sover i barnevogne. Det aftales nærmere med vuggestuepersonalet under indkøring. Vi opfordrer til, at I ved det børn der sover flere gange om dagen, skriver hvornår barnet er stået op om morgenen, så vi har bedst mulighed for at vurdere, hvornår barnet skal puttes.

Dagligdagen i børnehaven

06.00 – 07.30 Morgenhygge
Børnene møder ind og bliver krydset ind i vuggestuen.
Morgenmad er et tilbud til de børn der ikke kan nå at spise hjemme.
Der bliver serveret havregryn, cornflakes og mælk. Børnene har mulighed for at spille spil, tegne, læse, samle puslespil og høre musik.

07.30 – 09.30 Blomster og Kirsebær åbner (Rødder når der er voksne til det)
Efterhånden som børn og voksne møder ind, vil der bliver åbnet og igangsat aktiviteter på stuerne.
Det er vigtigt at I, som voksne, sørger for at få krydset jeres barn ind, og hilser på en voksen.

09.00 – 09.30Formiddagsmad
Blomster, Rødder og Kirsebær har mulighed for at sætte sig og spise lidt af deres madpakke. Bordet vil være markeret med en voksdug.

09.30 – 11.30 Gruppetid og aktiviteter i grupperne
Aktiviteterne vil være beskrevet på opslagstavlerne ved grupperne og på Aula.
Aktiviteterne vil være forankret i læreplanstemaerne.
 
12.00 - 14.00 Ude at lege (Nogle gange kl. 11.30)
Alle børn er ude at lege for at sikre og understøtte at børnene får frisk luft og mulighed for at bevæge sig. Der vil forgå aktiviteter med udgangspunkt i materialet fra DGI – uanset vejr og vind.

14.00 Frugttid
Børnene spiser deres medbragte eftermiddagsmad.
Frugten/grøntsagerne, medbringes i en pose eller ekstra madkasse og lægges i kurven i køleskabet når man kommer om morgenen.

14.00 – 16.45 Aktiviteter på tværs af stuerne og på legepladsen
Børnene vælger selv hvilken stue de vil lege på, og om de vil være ude eller inde.

Dagligdagen i Vuggestuen

06.00-07.30  Morgenmad og hygge
Vi tilbyder havregryn/grød, cornflakes og rosiner til de børn der ikke har spist hjemmefra.

06.00 -08.30 Fri leg
Børn der skal have en formiddagslur puttes omkring kl. 8.00

08.30– 09.00 Formiddagsmad
Der bliver serveret mælk og frugt efter årstiden, riskiks og rugfras.
Vi gør opmærksom på, at aflevering af børn i dette tidsrum, skaber en del forstyrrelser i børnegruppen.
Vi vil gerne, at barnet er mødt ind før kl. 09.30 af hensyn til dagens aktivitet.

09.15-10.45 Aktiviteter
Vi laver aktiviteter sammen med børnene. Der hænger en seddel med læringsmål og tema samt aktiviteter på tavlen. Vi er ude de dage vi har mulighed for det.

10.45-11.30 Frokost
Mandag og onsdag + hver 3. fredag bliver der serveret varm mad i vuggestuen. Maden er meget varieret og kan bestå af fisk, kylling og kalkun, oksekød og svinekød med kartofler, pasta og ris. Der bliver serveret grønt til alle retterne.
Tirsdag, torsdag og fredag bliver der serveret kold mad bestående af rugbrød med forskelligt pålæg samt en lille lun ret.

11.30- 14.30 Vi sover
Alle børn bliver skiftet og lagt til at sove til middag.

14.00-15.00 Eftermiddagsmad
Der serveres lidt brød og frugt, samt mælk når børnene kommer op fra en dejlig lur.

14.00-16.45 (16.00 fredag) Leg på stuen

I Kirsebærhaven har hvert barn sin egen garderobeplads med navn på. Der skal altid være et sæt ekstra tøj i barnets størrelse i garderoben og tøj der matcher årstiden; termotøj, vintertøj, sutsko, vanter, hue, sandaler og regntøj. Vi er ude hver dag året rundt, så tøj barnet kan bevæge sig i og som tåler snavs og slid er at foretrække. Vi forventer at du som forælder sørger for at vedligeholde barnets garderobe, og derved støtter dit barns læring i at holde styr på sine ting og blive selvhjulpen. Vi opfordrer til at der er navn i ALT tøj og sko. På den måde kan vi voksne hjælpe med at finde tøj, der kommer til at forlægge sig. Er der ikke navn i tøjet, bruger vi ikke ressourcer på at lede efter det.
I skal som forældre, selv medbringe bleer til jeres barn. Hvert barn har sin egen plads til en hel pakke bleer og I skal selv holde øje med, hvornår der mangler bleer. Hvis vi opdager, at der ikke er så mange bleer tilbage kan vi, hvis tiden er til det, sætte en seddel på barnets garderobeplads. Vi ligger ikke inde med ekstra bleer og vi låner heller ikke fra de andre børn. Vi ser gerne, at barnet bruger almindelige bleer frem for buksebleer, da vi så har muligheden for at skifte stående, uden at skulle tage alt tøjet af barnet.

Fødselsdage 

Det er helt særlig dag, når barnet har fødselsdag og det fejrer vi naturligvis i Kirsebærhaven. Vi sætter vores fødselsdags soldat frem så han står klar til at hilse på fødselaren når barnet kommer, vi fejrer barnet til samling, hvor der serveres fødselsdags boller, som barnet selv er med til at pynte inden samling. Der tages billeder som deles på Aula. Hvis man ønsker at invitere børnene på besøg og fejre fødselsdag hjemme er dette også en mulighed. Ønskes dette aftaler man nærmere med de voksne der er på stuen. Vi har ikke tradition for gaver og deler ikke fødselsdagsinvitationer ud – dette må ordnes privat. 

Medbragt legetøj i børnehuset

I Kirsebærhaven har vi som udgangspunkt ikke medbragt eget legetøj.

Undtaget er dog sove, trøste bamser eller lignende. 

Indimellem laver vi særlige aktiviteter hvor børnene kan medbringe legetøj, f.eks bamsefester eller legtøjsdag.  

Når barnet har eget legetøj med i børnehaven, oplever barnet en glæde ved at kunne vise eget legetøj frem. Derudover lære barnet at passe på deres ting og vide hvor de er.  

Som forælder kan du støtte dit barn ved at tale med barnet om det at dele og det at lægge legetøjet på plads efter brug. 

Indkøring af barnet i Kirsebærhaven tilrettelægges altid i et samarbejde mellem forældre og barnets kommende pædagoger. På den måde kan vi bedst planlægge et godt og trygt forløb for både barn og forældre og vi sætter en stor ære i at tilpasse forløbet til det enkelte barn. Vi anbefaler at I som forældre sætter 5 dage af til indkøring.

Senest opdateret 22-01-2021