Mit dagplejehjem
Jeg hedder Aviaq Nahomi Hanne Schandorff Ginnerskov, hvilket er lidt langt, så bare kald mig Avi. Jeg er fra 1988 og bor sammen med min mand Kasper, vores to piger og to allergivenlige katte. Hos os bliver der hverken røget eller brugt parfume.
Da jeg elsker at arbejde med børns trivsel og udvikling, blev jeg uddannet pædagogisk assistent i 2016. Derudover har jeg været privat børnepasser i nogle år for flere hold tvillinger, samt været stabil vikar i vuggestue og børnehave.
Det særlige ved mit dagplejehjem
Hos mig vil de trygge rammer altid prioriteres! Jeg vægter de daglige rutiner, tillid, omsorg, leg og aktiviteter der får børnene til at trives og udvikles. Jeg tilstræber at følge barnets spor og jeg er opmærksom på de signaler de sender, så de føler sig set og hørt. Jeg kører efter daglige rutiner, men der vil altid være plads til det spontane. Det kan være inputs fra børnene, en aktuel vejrsituation eller lignende, der kan give inspiration til hyggelige og nærværende kreative aktiviteter, f.eks. at lave motoriske baner eller tage på en tur.
Børnenes hverdag
Morgenmad: Indtil kl. 7.30, vil der være morgenmad til rådighed, for de børn der har behov for det.
Formiddag: Vi leger og hygger indtil formiddagsmad kl. 9 med brød og frugt. Hvorefter vi laver aktiviteter, går i haven eller tager på tur med barnevognen/ ladcyklen.
Frokost: vi spiser ca. kl. 11, hvor der serveres madder med varieret pålæg eller en lun ret.
Eftermiddag: Vi spiser efterdagsmad når børnene vågner fra lur, brød og frugt måske også rester fra frokost. Afhængigt af vejret og årstid spiser vi i haven.
Jeg tilstræber at maden så vidt muligt er økologisk og hjemmelavet.
Børn er unikke hver især, så jeg tilpasser aktiviteter efter den aktuelle børnegruppes sammensætning og behov.
I løbet af ugen fordyber vi os også i bøger, hvor jeg benytter redskabet Læse Leg, der med udgangspunkt i en månedsbog, styrker sproget på en sjov og legende måde.
Torsdag er vi i legestue, hvor vi mødes med de andre børn og dagplejere fra området. For at styrke deres sociale udvikling i et større fællesskab, og for at lære de andre dagplejere og børn at kende.
Fysiske rammer
Vi bor i hus i et trygt villaområde med stor have. Der er sandkasse, mudderkøkken, rutsjebane, legehus og diverse køretøjer til rådighed.
Børnene har hver deres egen garderobeplads med navn og billede. Hos os er dagplejerummet stuen, som er indrettet i dejlige legezoner. Her tager jeg imod om morgenen, hvor jeg vil være synlig når i kommer ind af døren. Jeg er opmærksom på, at give en kærlig og opmærksom aflevering.
De børn der sover ude, sover i læ i carporten i barnevogne og de børn som sover inde sover på madras i stuen.
Traditioner
Vi holder fødselsdag med gaver, kage og sang. Desuden følger vi traditionerne på de forskellige mærkedage som fastelavn, påske, halloween og jul med mad og aktiviteter der hører til.