Fra urtehave til børnemave
I urtehaven følger vi udviklingen fra det lille frø til den høstede grøntsag - og så spiser vi den!
I vores børnehus får vi lavet mad i huset køkken. Børn og voksne kan dufte maden i Tines køkken og måltidet er en del af vores pædagogik.
Vi har haft et ønske fra køkkenet og fra børn og voksne om at kunne dyrke egne grøntsager for at se, hvad der skal til fra frøet er lille - til vi kan høste noget.
Vores ønske er blevet muliggjort gennem arbejdsgrupperne omkring projektet “Knabstrup sætter kurs”.
Vores nabo, Tornesminde, har lagt jord til et projekt og både vi og skolen har haft glæde af det lige siden.
Urtehaven er noget vi er fælles om
Vi har en legende tilgang når vi går til arbejdet med at så, luge og høste. Vi skal være opmærksomme på børnenes perspektiv og skabe mulighed for fordybelse, men samtidig skal urtehaven også et sted der er sjovt at være.
Vi ønsker at børnene bliver mere madmodige og får et større kendskab til grøntsager og hvordan de dyrkes, men også et spirende kendskab til områdets flora og fauna.
Et lille eksempel fra høsttiden, noteret af en medarbejder
Under kartoffelopgravningen udviste børnene glæde ved at klappe i hænderne, og skynde sig ved at samle kartoflerne op. Det blev til et måltid hvor Tine havde lavet bagte rodfrugter i ovnen af kartofler, gulerødder, squash og rødbeder. Det var et nyt måltid med grøntsager, børnene ikke var vant til at få bagte grøntsager.
Alle børnene sagde til at starte med, at de ikke kan lide det. Jeg fortalte at det var rodfrugter fra vores urtehave og at de jo selv havde været med til at grave grøntsagerne op. Jeg viste dem også billeder hvor de kunne se sig selv samt rodfrugterne, og vi havde en lille snak om hver enkelt grøntsag.
Bagefter turde de godt at smage og flere af dem fik 2-3 portioner.